Oplevelsen måtte deles med en kollega, som havde hjulpet med at de førnævnte puslerier, så telefonen blev grebet. Beordrede ham til at holde en halv fridag og komme på besøg, jeg havde noget han skulle se! På mit stemmeleje forstod han hurtig hvad det var jeg talte om. 30 minutter senere kom Audien trillende ind i indkørslen mens drengen smilte over hele ansigtet! Corvetten var ude! Sammen fik vi igen bevæget os ned til asfalten og fik bakket op til hovedvejen. Blev enige om at det bestemt ikke var derfor jeg havde købt bilen (Der skulle jo bare cruises, ikke ræses), men den motor indbød altså til at vi liiiige prøvede. Igen blev der gasset op. Bilen tog fat som aldrig før. Jeg nåede ikke at kigge på speedometeret, men det gik stærkt og ret hurtigt kunne jeg virkelig mærke hvad ujævnt asfalt betyder. Bilen begynder at slå ud med bagenden alt efter hvilket baghjul, der nu havde mest fat og lige inden nedbremsningen for enden rammer vi et ujævnt punkt. Begge drenge forlader deres sæder med et stille skrig og ved genforeningen mellem sæde og bagdel går ALT ud på bilen. Vacum forsvinder og bremserne bliver rock hard! Ohh shit konstaterer jeg og kigger på min kollega. Bilen starter ikke op igen. Begge drenge ned under bilen i hver sin side, mens vi er påpasselige med ikke at ramme de ualmindelig varme sidepipes. Det konstateres hurtigt at benzpumpen ikke længere får strøm og sikringskassen bliver fundet frem. Ingen sikringer er umiddelbart røget, så siringskassen bliver skiftet ud med en traktor og slukøret må vi trække Corvetten tilbage til garagen. Vi forlader Vetten den dag med både glæde og sorg. Den kom jo ud og køre og den var alt det vi havde regnet med og mere, men vi fik også en forsmag på hvad det vil sige at rode med en 38 år gammel bil. Shit happens!
Det har været en lang uge, men weekenden kom og eludstyret blev fundet frem. Fejlen skulle findes og min kollega er knalddygtig til den slags. Der blev prikket i ledninger (der er mange skulle jeg hilse og sige, når alt i motorrummet er elektrisk nu og anlægget kunne overdøve musikken fra Parken ved en U2 koncert), men problemet blev lokaliseret. Vi havde mistet stelforbindelsen, så en ny stelforbindelse blev sat sammen. Pludselig kom den dejlige lyd af snurrende benzinpumpe tilbage, den lyd kan alt andet end min pengepung godt li'. Det tog en 3-4 forsøg så var karburatoren igen fyldt med Statoils finest 98 oktan og glæden var tilbage med motorlyden. Denne gang var vi lidt mere påpasselige, men det blev til et par gode timer frem og tilbage og endnu flere mennesker var ved at køre galt på hovedvejen fordi de lige skulle titte ind. Det er som om at foråret er lidt mere dejligt når man har en Corvette der er badet i sol og alt ens arbejde med at finde den og få den hjem gennem de sidste mange år bare bærer frugt!
Så er det man får lyst til at dele sin historie med Corvette-folket. Jeg håber i på samme måde har eller får de store grin på dette forår.
Med håbet om en fantastisk sæson (og meget gerne en priskrig på benzin), slutter jeg denne lille forårshistorie.
Anders