Kære allesammen
Mange år på livets 'keglebane' har lært mig een ting: 'Det bedste ved at eje noget er, hvis andre også synes, at det man ejer, er værd at eje'.
Jeg skal ikke i dette indlæg trætte jer med alle de fortrædeligheder, latterligheder og mærkværdigheder jeg måtte igennem, før det endelig lykkedes Corvetten ved egen kraft, at lande her på matriklen, og være i stand til at starte igen. Det vil jeg underholde jer med, i næste nummer af CCD nyt. Men det skete faktisk først i mandags.
Nu lever vi jo i et land, hvor sommeren enten kræver sombrero eller sydvest som hovedbeklædning. I år er det sydvestår, men for en kort stund tittede solen frem over nordfalster igår onsdag. Telefonen blev stillet om til hovedkontoret, 'danseskoene monteret', og vetten startet, nu skulle der da lige trilles en 'trøstetur'.
Da jeg kommer ind til vor lille landsby, ser jeg en lille, (temmelig meget) ældre mandlig medborger, som havde været så venlig at hjælpe mig med adskillige vandkander vand, da jeg sidste gang måtte tvangsstoppe i byen, fordi bilen var blevet enig med sig selv om, at aflevere det 'flydende indhold' på asfalten.
Jeg stopper og spørger manden: 'Har du lyst til at trille med en lille tur ?', han svarede straks: 'ja,tak', (folk her på landet, bruger ikke så lange sætninger, til gengæld er de ret præcise.)
Vi kører så rundt en halv times tid på de mindre veje, ved de der 1500 omdr der giver den rigtige 'vroom' sound, den fik også lidt 3000 omdr så 'den vigende hårgrænse' blev sat yderligere på prøve, manden fortrak ikke rigtigt nogen mine, ud over måske et begyndende smil ved mundvigen.
Vi kommer tilbage til hans hus, og jeg skal jo så hjælpe ham 'op af bilen' og så kommer det ligeså stille fra ham, medens han sender et smil til sin kone der er kommet ud: 'Mange tak for turen, den kan jeg leve på længe'.
Så trillede jeg hjem i garagen igen. Det var ikke nogen dårlig dag, og der skal jo ikke så meget til at lave lidt solskin midt i al regnen.
Lykkemark